Vælg en side

Fra 2024 bliver det påkrævet at implementere Google Consent Mode V2, hvis din hjemmeside eller app indsamler data til opbygning af målgrupper eller remarketing med Googles værktøjer som eksempelvis Google Analytics (GA4) eller Google Ads.

I V2 er den primære ændring to nye samtykke tags; ad_user_data og ad_personalization.

Cookies på en hjemmeside (Google Consent Mode)

Billedet er genereret af AI og er en illustration af “cookies på en hjemmeside”

Google Consent Mode handler primært om at indsamle yderligere signaler fra brugere, der ikke har givet samtykke til, at deres personlige data må anvendes. Kort sagt de brugere som har afvist cookies. Disse signaler bruges derefter af Google til at modellere konverteringer i Google Ads og besøgendes adfærd i Google Analytics 4. På den måde vil cookies, der indeholder personlig data (som fx lokation, browser eller enhedstype), ikke blive tilgået af Google. Data opsamlet via Consent Mode vises ikke direkte i rapporterne i GA4, i stedet gennemgår det en modelleringsproces, hvor en datamodel tilpasser det til at ligne rigtig data, der er indsamlet fra samtykkende brugere.

I V2 suppleres de oprindelige samtykke tags ad_storage (marketingcookies) og analytics_storage (statistikcookies) af to nye tags:

  • ad_user_data: Brugeren giver samtykke til, at deres personlige data bruges til reklame
  • ad_personalization: Brugeren giver samtykke til, at deres data bruges til remarketing

I modsætning til ad_storage og analytics_storage har de nye tags ingen funktionel funktion. Det vil sige, at det er stadig ad_storage og analytics_storage der afgør om en hjemmeside må placere cookies i en browser eller ej. De er ekstra parametre, der sendes til Google og giver fx. Google Analytics 4 besked om, hvordan brugerens data skal og må håndteres.

Hvis man bruger en Consent Management Platform (CMP) som fx. Cookiebot eller CookieInformation, vil opgraderingen til Consent Mode V2 typisk foregå helt automatisk. Hvis man derimod selv har implementeret Consent Mode direkte i kildekoden eller via Google Tag Manager, så vil det være nødvendigt at opdatere sin opsætning med de to nye variabler inden marts 2024.

Det er stadig uvist, hvad der vil ske hvis man ikke opdaterer Consent Mode – Mit bedste bud i skrivende stund, er at hvis man kun bruger Google Analytics 4 til at måle konverteringer, sker der ingenting. Sender man derimod brugerdata til Google, som fx. en e-mail til Offline Conversions i Google Ads, så vil Google Consent Mode være et krav for at kunne annoncere på Google Ads.

Jeg står gerne til rådighed ift. sparring eller implementering af Google Consent Mode. Kontakt mig her.